Trænger du til et ekstra pift til sexlivet?

Så kan seksuelle hjælpemidler måske være noget for dig. I Danmark findes der efterhånden mange forskellige butikker og hjemmesider med seksuelle hjælpemidler. De fleste hjælpemidler kan benyttes af alle mennesker, handicap eller ej, det handler bare om at finde det hjælpemiddel, som passer bedst til dig.

En ny hjemmeside har dog specialiseret sig i hjælpemidler til mennesker med handicap. Hjemmesiden http://www.purepassion.dk/ er oprettet af sexolog Else Olesen, som i mange år har rådgivet mennesker med handicap, enten via 1-1 rådgivning eller for par. Hjemmesiden forsøger at samle nogle af de bedste hjælpemidler til mennesker med handicap, men ud over at være en hjemmeside med hjælpemidler fungerer siden også som vidensportal for handicap og seksualitet. På hjemmesiden kan man f.eks. finde artikler og gode råd henvendt til dig, som har fået en sygdom eller et handicap, til dig som er pårørende eller i et parforhold med en person med et handicap eller til dig som arbejder som plejepersonale.

Af andre hjemmesider med hjælpemidler kan f.eks. nævnes:

· http://www.lustuniverse.com/dk/ (Her kan du også gå ind i den fysiske butik, som ligger på Mikkel Bryggers gade 3, København K. Butikken er dog ikke tilgængelig for kørestole)

· http://www.sinful.dk/

Kronik: Handicap er ikke det modsatte af sex

Peter Gundlund Koed Mikkelsen, som er medlem af SUMH og tidligere medlem af SUMHs bestyrelse skrev 27. oktober 2010 nedenstående kronik til Politiken. Vi har fået tilladelse af Peter til at bringe kronikken i sin fulde længde her på bloggen.

Direkte link til kronikken på politiken.dk:

http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1093884/handikap-er-ikke-det-modsatte-af-sex-

Myten om, at et handikap invaliderer sexlivet, er lige så udbredt, som den er ydmygende.

Af: Peter Gundlund Koed Mikkelsen

Handikap og seksualitet er hinandens modsætninger.
Mennesker, der har et handikap, er værdiløse når det kommer til at have sex. De tænker ikke på sex, og de er i hvert fald på ingen måde aktivt udøvende seksuelle individer. Hverken ved at tilfredsstille sig selv eller ved at dyrke sex med en partner. Og skulle der forekomme sex, kan det ikke være god sex. Mennesker med handikap er simpelthen seksuelt invalide.

Ovenstående påstand er naturligvis noget vrøvl. Mindst 10 procent af befolkningen lever med en form for handikap, og de færreste vil formentlig nikke genkendende til eller sågar hævde, at hvert tiende voksne menneske skulle leve uden seksualdrift. Der er for eksempel næppe mange af denne kroniks læsere, der ved nærmere eftertanke mener, at handikap og sex nødvendigvis udelukker hinanden. Men det er ikke desto mindre en fordom, som mennesker med handikap alt for ofte møder.

Problemet er, at jeg som person med handikap bliver afseksualiseret, allerede inden folk begynder at reflektere. Underbevidst er mennesker med handikap i seksuel forstand inaktive, hæmmede og uduelige. Selv hos de mest seksuelt frisindede, kulturradikale og oplyste mennesker, vil jeg påstå, at det forholder sig sådan.

Jeg har muskelsvind og er selv et eksempel på, at et handikap ikke udelukker en almindelig seksualitet. Jeg er ikke bare en kønsløs invalid. Jeg er et aktivt udøvende seksuelt væsen, der tilfredsstiller mig selv, ligesom andre mænd gør det. Jeg har et stærkt ønske om at udleve og udtrykke min seksualitet, og jeg vil ses, opleves og værdsættes som en seksuel person. Jeg tænker på, drømmer om og har behov for sex med kvinder – og jeg har seksuel værdi.

At det skulle forholde sig anderledes, er en kulturel fejlslutning. Uforeneligheden af handikap og seksualitet er ikke et naturligt faktum. Det er en dybt forankret myte, der bygger på fejlagtige forestillinger og fordomme i vores kultur. På manglende viden og en udpræget mangel på diskussion om emnet. Og den manglende diskussion fastholder mennesker med handikap uden for den seksuelle sfære.

Endnu værre er det, hvis mennesker med handikap ikke opfatter sig selv som seksuelle væsener. Når mennesker med handikap tager fordommene til sig og selv fornægter eller i hvert fald nedtoner deres seksuelle sider.

For hvis de, der har et handikap, selv afviser deres seksualitet og optræder kønsløst, bekræfter de blot kulturens forestillinger. Og så bliver myten om seksuel invaliditet en selvopfyldende profeti – en sandhed i det sociale rum, der sikrer den seksuelle apartheid mellem mennesker med og uden handikap.

Hvor opstår fejlslutningen? En af de væsentligste årsager ligger efter min mening i vores sprog. I den måde, mennesker med handikap bliver omtalt på. Som nogle måske har bidt mærke i, bruger jeg ikke den altdominerende udtryksform ’handikappede’, og det er der en god grund til. Der er nemlig stor forskel på at være et ’menneske med et handikap’ og et ’handikappet menneske’. I den sidstnævnte og mest udbredte omtaleform er mennesket underlagt handikappet – og det skaber og opretholder et skel mellem ’det handikappede’ og ’det normale’.

På den måde får man at gøre med to vidt forskellige mennesketyper; to racer med hver sine modsatrettede karaktertræk og egenskaber. Den ’normale’ er kendetegnet ved sin kunnen, mens den ’handikappede’ omvendt er karakteriseret ved sin ikke-kunnen. Den ’normale’ er mentalt velfungerende, stærk, sund, frisat, aktiv og seksuel. Den ’handikappede’ er mentalt udfordret, svag, syg, hæmmet, passiv – og ikke mindst aseksuel.

Der er helt åbenlyst en indbygget ulighed i dette system af modsætninger. Den ’handikappede’ besidder hele tiden ringere egenskaber og er hele tiden mindre kompetent end den ’normale’. I denne optik er et rent fysisk handikap pludselig også blevet psykisk, socialt og seksuelt.

’Invalid’ er en anden måde at omtale et menneske med handikap på. Det er min tese, at man under industrialiseringen begyndte at bruge udtrykket ’invalid’ i en arbejdsmæssig kontekst. At arbejde var – og er jo stadig – den samfundsmæssige norm, mens uarbejdsdygtighed blev betragtet som en afvigelse. Den fysiske/arbejdsmæssige invaliditet blev derefter via en række kulturelle kortslutninger gradvist overført til også at gælde psykisk, social og seksuel habitus.

Uanset de konkrete historiske årsager oplever jeg dagligt konsekvenserne af, at mit handikap er blevet lig med total invaliditet. Jeg har altså ikke blot fået konstateret et fysisk handikap, men er også blevet gjort psykisk svag, socialt inkompetent og seksuelt utilstrækkelig. Jeg er handikappet: Mit handikap udgør min fulde identitet og definerer mit væsen. Hvor den ’normale’ er et helt individ, er jeg – den ’handikappede’ – helt igennem invalid. Uduelig, og, afgørende i denne sammenhæng, seksuelt amputeret.

En anden afgørende årsag til myten om seksuel invaliditet er den konstante barnliggørelse, mennesker med handikap udsættes for. Der er ingen grænser for, hvor mange gange vildfremmede mennesker impulsivt har aet mig på kinden, klappet mig på hovedet og givet mig legetøj, bamser og slik – ikke kun gennem min pubertet og ungdom, men også i mit voksenliv.

Det er ydmygende som kørestolsbruger at blive udsat for bemærkninger a la »Du er vel nok en motorbølle!« og »Sikke en flot bil du har der!«, når man nærmer sig de 30. Når man italesættes, eller italesætter sig selv, som barn, sker der det, at man mister sin autoritet og bliver betragtet som et hjælpeløst og ikke mindst kønsløst væsen. Mennesker med handikap fratages med andre ord deres voksne køn, når de bliver barnliggjort.

Opdelingen i dametoiletter, herretoiletter og handikaptoiletter – hvor sidstnævnte jo ofte også fungerer som skifterum for babyer – er et illustrativt eksempel på, hvordan barnliggørelse afmonterer kønnet. Opdelingen har praktiske årsager, men samtidig sender den også et indirekte signal. Den fortæller nemlig også, hvordan samfundet ser på køn; der er kvinder, der er mænd, og så er der handikappede/børn. Hankøn, hunkøn og intetkøn.

Der ligger næppe en bevidst afseksualisering bag planlægningen af toiletterne. Det er igen underbevidst, at opdelingen i kvinder, mænd og personer med handikap finder sted. Her som i et utal af andre sammenhænge og situationer.

Afseksualiseringen af mennesker med handikap fremmes sidst, men ikke mindst, af samfundets herskende idealer omkring køn, krop og sex. Engang var vi sexforskrækkede. Vi skammede os over at være seksuelle. I dag skammer vi os over ikke at være seksuelle på den rigtige måde. I medierne – på nettet, i fjernsynet, i biografer, i musikvideoer, reklamer og pornofilm – møder vi ustandselig kommercielle idealer for, hvordan vi skal praktisere vores seksualitet.

Der er idealer for, hvad der er den rigtige, delikate og sexede måde at dyrke sex på. Overalt demonstreres og defineres det, hvordan man kysser, hvordan man kæler, ja, hvordan man knepper ordentligt. Der er også idealer for, hvem der er værdige til sex – nemlig kun de stærke, smukke og perfekte med de ’seksuelt interessante’ kroppe.

Andre idealer definerer, hvilke kroppe der er smukke, velfungerende og optimale. Endelig bestemmer idealerne, hvad der er en rigtig mand og en rigtig kvinde: Pigerne er slanke og frække, fyrene muskuløse og farlige. Hun bliver taget, han ta’r.

De kommercielle sexidealer er udtryk for en sexideologi, der kan forstås som de stærkes, smukkes og perfektes patent på gode, rigtige kroppe og god, rigtig sexpraksis. Den rigtige seksualitet er et ulige fordelt gode, som kun en lille eksklusiv klub med overskud på de seksuelle finanser fortjener.

Idealerne indbefatter sjældent mennesker med handikap, og hermed cementeres den ’handikappedes’ status som seksuelt uattraktiv. Mennesker med handikap kan umuligt leve op til ideologiens standard, og derfor føler de sig seksuelt udstødt. Og det gælder vel i øvrigt også mange andre mennesker?

Årsagerne til myten om seksuel invaliditet er i sig selv negative og ødelæggende for os, der har et handikap. Men konsekvenserne er langt værre.

For det første er der alle afsavnene. Længslen efter kønslig kærlighed, berøring, intimitet og sex med et andet menneske. Fraværet af seksuel tilfredsstillelse, udlevelse, oplevelse og erfaring. Og manglen på nydelse og glæde ved sin krop og sin seksualitet.

Der er det seksuelle mindreværd – »Vil han/hun se mig som en rigtig mand/kvinde?« »Vil jeg kunne tilfredsstille ham/hende ordentligt?« – og et væld af svære følelser, f.eks. savnet af erotik, sorgen over manglende seksuel bekræftelse og den klaustrofobiske desperation over de ringe udsigter til et liv med sexpartnere og kærester.

For det andet fører myten til stempling og udstødelse. Hvis mennesker med handikap stemples som seksuelt invalide og uinteressante, betyder det, at de bliver udstødt af det seksuelle samfund og netop får uforholdsmæssigt svært ved at finde partnere.

Hvis folk stempler mennesker med handikap som aseksuelle eller seksuelt inaktive, afskærer de samtidig en stor gruppe menneskers mulighed for privatliv, blufærdighed og seksuel udfoldelse. Det truer igen den seksuelle identitetsdannelse – især for seksuelle minoriteter med handikap. Handikap udelukker jo hverken homoseksualitet, biseksualitet eller transkønnethed.

Endelig er der for det tredje den ignorance og intolerance, man desværre ofte møder i samfundet. Hvis man ikke anerkender mennesker med handikap som seksuelle væsener, ignorerer man samtidig deres faktiske seksuelle problemer. Nogle har for eksempel problemer med at tilfredsstillelse sig selv uden hjælpemidler. Andre har brug for fysisk assistance til at gennemføre et samleje med deres kæreste. Der er langt til et debatklima, hvor man på en tolerant, konstruktiv og saglig måde er villig til at anerkende og diskutere mangfoldigheden af seksuelle problemstillinger for mennesker med handikap.

Udstødelsen af mennesker med handikap som seksuelt uduelige er til stor skade for ikke bare dem selv, men også for samfundet. For når så mange mennesker – adskillige hundredtusinde danskere – forhindres i at udtrykke deres seksualitet og kærlighed over for andre, så lægger det et stort pres på den seksuelle mangfoldighed. Fraværet af seksuelle møder mellem mennesker med og uden handikap gør simpelthen vores fælles seksuelle livsverden fattigere.

De fejlagtige mytedannelser må og skal erstattes med indsigt: At handikap hverken forhindrer seksuel aktivitet eller sexforbrug. At mange af os, der har et handikap, udforsker og udfolder vores seksualitet så godt, vi kan, på trods begrænsningerne. At vi også har behov for at udleve og udtrykke vores seksualitet. At vi meget gerne vil opleves og værdsættes som de seksuelle individer, vi er!

Men hvad skal der til for at gøre det klart? For det første tror jeg, at vedvarende, saglig oplysning om handikap og seksualitet er en helt afgørende forudsætning. Mennesker med handikap er netop almindelige mennesker, der ligesom alle andre er kastet ud i et virvar af drift, lyst og hormoner. Men det tænker folk ikke over. Det kan man ikke bebrejde dem. Derfor må man oplyse dem.

For det andet er jeg sikker på, at en mere åben, frisindet og tolerant indstilling til sex ville gavne mennesker med handikap. Så tror jeg ikke, der ville være en så konsekvent frasortering af os som seksuelle objekter. Der er behov for en alternativ forståelse, der tager udgangspunkt i, at mennesker har forskellige seksuelle vilkår, evner og behov. At seksualitet ikke er én banal aktivitet, men optræder i utallige former. At sex slet og ret ikke kan sættes på formel.

En sådan forståelse tror jeg kunne skabes gennem alternative krops-, køns- og seksualitetsbilleder som modpol til de eksisterende idealer og den mekaniske samlebåndsporno. Billeder, som ikke udelukker mennesker med handikap.

For det tredje skal der efter min mening foretages en rekonstruktion af begreber som handikap, seksualitet og sex. For at fjerne den uudtalte, men ubevidst aktive, myte om mennesker med handikap som seksuelt invalide tror jeg primært, man må sætte selve distinktionen mellem handikap og normalitet til diskussion – udfordre denne sondring og sætte alvorligt spørgsmålstegn ved den.

Så kunne vi tale om mennesker med handikap frem for handikappede – og vi kunne tale om seksuelle individer frem for seksuelle invalider. Handikap og seksualitet ville ikke længere være hinandens modsætninger.

Ingen barrierer ønsker god påske

Bloggen vil holde påskeferie, men vi vender tilbage med nye indlæg efter påske.

Med håbet om en god, varm og forårskåd påske

- Ingen barrierer



fra http://www.humormatters.com/holidays/easter.htm



SUMH tilbyder seksualvejledning til unge med handicap

Mange unge med handicap kan opleve barrierer i forhold til at udleve deres seksualitet.
Barriererne kan antage mange former:
Fysiske barrierer kan bestå i, at den unge ikke har fysikken til at tilfredsstille sig selv eller sin partner og derfor har brug for hjælp udefra, evt. i form af hjælpemidler eller gode råd og fif.
Der kan være forskellige mentale barrierer hos den unge selv, som gør, at den unge ikke føler sig attraktiv og derfor mangler den fornødne selvtillid til at elske sig selv eller andre.
De mennesker, der er i den unges omgivelser kan i flere tilfælde udgøre barrierer - for hvad hvis man har en seksualitet, man ønsker at udleve, men ens omgivelser er overbevist om, at det ikke kan passe fordi man er handicappet?

SUMH har derfor siden marts 2011 tilbudt unge med handicap seksualvejledning. Seksualvejledningen kan bl.a. komme ind på, hvordan den unge kan komme til at nedbryde ovennævnte barrierer. Derudover kan vejledningen berøre mange andre emner som:

• Pubertet, seksualitet, sex og onani
• Seksuelle hjælpemidler
• Kærlighed, forelskelse og parforhold
• Hetero- homo- bi- og transseksualitet
• Fetishes og subkulturer
• Uheldige seksuelle episoder
• Og meget andet.

Seksualvejledningen kan kontaktes på tlf. 36 38 85 64 eller på mail: seksualvejledning@sumh.dk

Vejledningen er åben for telefonisk henvendelse hver tirsdag mellem 15-18. Mails besvares så vidt muligt i vejledningens åbningstid.

Vejledningen er anonym og varetages af pædagog og seksualvejleder Kim Steimle Rasmussen, som også er ansat på projekt Seksualpolitik på specialskoler.

Temaaften skabte varme kinder og ivrig debat

”Jeg vil helst have en kæreste uden et handicap?” ”En hjælper bør kunne assistere en person med handicap i seksuelle situationer, eksempelvis hjælpe personen tilrette til samleje eller påsætte kondom eller pessar”? Og ”personer med handicap bør få økonomisk støtte til at købe seksuelle hjælpemidler?”. Dette var blot et udsnit af de spørgsmål, som blev stillet til aftenens debat og der var mange forskellige holdninger til emnet.
Projekt Seksualpolitik på specialskoler havde lagt an til en aften med varme kinder og ivrige debatter, da SUMHs medlemsorganisationer og andre interesserede blev inviteret til temaaften om unge, handicap og seksualitet. Mange interesserede var mødt op. Alt fra unge med handicap, kærester til personer med handicap og fagfolk var mødt op til en aften om unge med handicap og seksualitet.

Isabella Leandri-Hansen var én af de deltagere, som var mødt op til aftenen og vi spurgte hende om, hvad hun fik ud af aftenen.
"Der blev diskuteret meget livligt og om mange gode emner. Der var både enighed og uenighed, men hvad jeg tog med mig og hvad jeg meget gerne vil understrege er, at unge, med eller uden handicap, har følelser; følelsmæssige og seksuelle. Begge skal have mulighed for at udfolde sig sundt og ikke blive gemt af vejen eller fornægtet. Derfor er dette projekt vigtig, især for de unge, som går på specialskolerne, men også generelt for unge i og undenfor SUMH. Selvom sex kan være et svært emne at tale om, så tror jeg personligt, at det er vigtigt for at afmystificere samt vise, at unge med handicap har samme følelser og lyster som andre."

Formålet med aftenen var at skabe mere fokus på unge med handicap og seksualitet. Emnet kan være svært at tale om, derfor startede aftenen blidt med en introduktion til projekt Seksualpolitik på specialskoler for dernæst at få diskuteret nogle af de svære emner.

Debatten gav inspiration til projekt Seksualpolitik på specialskoler, men formålet var i lige så høj grad at få unge med handicap til at sætte mere fokus på dette, til tider, tabuiserede emne og sørge for at gå forrest i kampen for unge med handicaps ret til et seksualliv. Vi håber, at de blev inspireret til at arbejde videre med dette.

Koglerne i Go' Aften Danmark på TV2

Onsdag aften i den bedste sendetid var Jonas Poss Pedersen og Mette Nikoline Andersen på besøg i Go' aften Danmark. De bor begge på bostedet Koglerne i Roskilde, hvor de længe har haft et åbent forhold til seksualitet. I indslaget fortæller de blandt andet om, hvordan der bliver skabt rum til, at de hver især kan udleve deres seksualitet på deres egne præmisser. Med dem i studiet var også pædagog og seksualvejleder Jeanette Bramming, som har været med til at hjælpe de unge beboere til at tale åbent om seksualitet og handicap.

Klik på linket herunder for at se indslaget.

http://go.tv2.dk/aftentv/id-38774650.html