mandag den 19. november 2012

Dansk sex med svenske øjne

Veronica Svensk er formand for Förbundet Unga Rörelseshindrade i Sverige. (Forbundet er nok at sammenligne med Ungdomskredsen under Dansk Handicap Forbund).

Hun har været projektleder på et projekt om unge, handicap og seksualitet og har bl.a. i forbindelse med projektet udgivet bogen "En hemlighet känd av många". Bogen forsøger at beskrive nogle af de udfordringer, som unge med handicap og personlig assistance møder, når de gerne vil udfolde deres seksualitet og kærlighedsliv. Bogen kan downloades fra projektets hjemmeside lige her

Veronica Svensk, Don Kulick og Vivi Hollænder
- billede fra www.enhemlighet.se
Veronica var i juni 2012 på Danmarksturné, da hun via professor fra University of Chicago, Don Kulick, var blevet gjort opmærksom på alt det der sker for mennesker med handicap og seksualitet i Danmark. I Sverige findes der f.eks. ingen uddannelse til seksualvejleder, og seksualitet og handicap er noget mere pakket væk og tabubelagt end i Danmark.

På Danmarksturnéen talte hun med både mennesker med handicap, seksualvejledere, sexologer og mange andre interessante personer. Hun har aflagt rapport om besøget med den danske seksualvejledningstradition, og hvis du er nysgerrig på, hvordan denne del af Danmark opleves med svenske øjne, kan du læse rapporten lige her


tirsdag den 13. november 2012

Sex og gigt

- Hænger det nu også sammen?

Under denne overskrift inviterer Foreningen af Unge med Gigt (FNUG) til en hyggelig og uforpligtende eftermiddag i selskab med sexolog Charlotte Englund.

Hvornår skal man f.eks. fortælle om sin gigt og de specielle hensyn det kræver, når man er sammen med en anden? Hvorfor er det så svært at tale om?

Charlotte Englund vil forsøge at gøre det lettere at tale om, hvordan man kan have et godt og tilfredsstillende sexliv, også når man har gigt.

FNUG håber på at få en spændende diskussion om sex og samliv uden at deltagerne skal føle sig forpligtede til at dele ud af egne personlige erfaringer.

www.fnug.dk

Arrangementet finder sted den 20. februar 2013 kl. 16.00 på Roskilde Bibliotek, Dronning Margrethes vej 14, 4000 Roskilde. Det koster 50 kr. at deltage.

Tilmeld dig på sj@fnug.dk

Læs mere om FNUG her - Se FNUG's temaside om sex og gigt her

fredag den 2. november 2012

ULF-ungdom inviterer til datingfest

1. - 2. december inviterer ULF-Ungdom endnu en gang til datingfest. Festen foregår på Skanderborg Vandrerhjem, Kindlersvej 9, 8660 Skanderborg.

Du tilmelder dig til festen ved at henvende dig på ULFs kontor på tlf. 75 72 46 88 senest den 23. november.

Du kan se mere om datingfesten her

Se mere om ULF-ungdom her